Plak og tandsten er ikke noget, som kun generer os i dag. I Tel Aviv er der fundet tandsten på tænderne hos meget tidlige forfædre til det moderne menneske, som kan dateres tilbage omkring 400.000 år før vores tidsregning.
Hvad er tandsten?
Når du har spist, begynder bakterierne i munden at nedbryde de proteiner, som er i de madrester, der bliver tilbage. Bakterierne ophober sig på tænder, tunge og kinder og sætter sig særligt langs tandkødsranden, hvorved der opstår en hvidlig, klistret belægning – kendt som plak.
Både bakterierne og plakken fjernes nemt med en effektiv tandbørstningsrutine. Men bliver plakken ikke fjernet regelmæssigt, vil kalken fra dit spyt i løbet af kort tid begynde at aflejre sig i plakken og forkalke denne. Den forkalkede plak kaldes for tandsten (calculus dentalis). Den kan mærkes som en ru overflade på tænderne, der samtidig er med til at misfarve tænderne i farvenuancer fra det gullige over det brune og til helt sorte belægninger.
Samtidig gør den ujævne overflade på tandsten det sværere at fjerne misfarvninger fra f.eks. kaffe, tobak og vin. Ligeledes er tandsten med til at holde på de bakterier, som skaber de svovlholdige luftarter, som giver dårlig ånde.
Tandsten øger risikoen for tandkødssygdomme
Tandsten kan opstå i løbet af bare et par dage. Så er der f.eks. en weekend eller et par travle dage i ugen, hvor du tager lidt let på din daglige tandplejerutine, er det nok til, at der kan opstå tandsten.
Får du ikke fjernet tandsten, har du øget risiko for at få tandkødsbetændelse. Samtidig øger du risikoen for at få parodontitis. For med tiden kan tandsten brede sig til tandrødderne, så der åbnes mere op for tandkødslommerne.
Kan du selv fjerne tandsten?
Du kan sammenligne tandsten lidt med de hårde aflejringer, som sætter under vandoverfladen på en båd. Den kan nemlig kun fjernes ved at slå det løs med stor kraft.
Tilsvarende er der ikke noget, du kan gøre for selv at fjerne tandsten. Så selv om du kan opleve, at du får revet lidt tandsten løs med en tandstikker eller tandtråd, bør du ikke selv begynde at fjerne tandsten med f.eks. en gaffel eller et andet hårdt instrument. Det kan skade både tænderne og især tandkødet.
Den eneste sikre og effektive måde at blive af med tandsten på, er ved at gå til din tandlæge eller tandplejer og få foretaget en tandrensning.
Sådan mindsker du risikoen for tandsten
Den eneste måde du kan reducere risikoen for at få tandsten på, er ved at have en effektiv tandplejerutine, som fjerner den plak, som tandsten dannes af.
En god og effektiv tandplejerutine kræver, at du børster dine tænder minimum 2 gange dagligt – morgen og aften – samt renser tænderne med tandtråd minimum en gang om dagen. Eventuelt kan du supplere rutinen med brug af mundskyllevæske.
Den rigtige måde at udføre din tandplejerutine på er ved at starte med at bruge tandtråd. Vil du supplere tandplejerutinen med mundskyllevæske, bør du bruge denne efter du har brugt tandtråd og FØR du børster tænderne. Afslut rutinen med at børste dine tænder effektivt i minimum 2 minutter.
Undlad at skylle munden med vand, når du er færdig med at børste tænder. Det reducerer nemlig fluoridensens muligheder for at hærde tandemaljen, fordi du skyller den væk.
Ofte stillede spørgsmål
Kan du selv fjerne tandsten?
Du bør aldrig forsøge selv at fjerne tandsten derhjemme. Det kan nemt give alvorlige skader på tænder og tandkød. I stedet bør du få dem fjernet af tandlægen eller en tandplejer næste gang, du får tjekket dine tænder.
Hvordan slipper du af med tandsten?
Tandsten bør kun fjernes af en tandlæge eller tandplejer ved hjælp af specialudstyr. Det foregår typisk ved, at tandlægen først løsner tandstensbelægningen med ultralyd, hvorefter de resterende tandsten og plak fjernes med et særligt instrument. Efterfølgende polerer tandlægen eller tandplejeren dine tænder med en særlig pasta.
Er det farligt at have tandsten?
Tandsten i sig selv er ikke farlige, men kan føre til en række tand- og tandkødsproblemer, hvis du ikke får fjernet tandsten regelmæssigt. Problemerne omfatter dårlig ånde, tandkødsbetændelse og i værste fald parodontitis.


