Visdomstænder er kendt for at give problemer. For i dag er det de færreste, som beholder alle deres visdomstænder. Enten fordi de giver problemer, når du får dem, eller fordi de opstår senere i livet.
Hvad er visdomstænder?
Visdomstænder kaldes også for tredjemolarer. Det er fire ekstra tænder, som kommer et styk i over- og underkæben i hver side af munden lige efter de bagerste kindtænder. Typisk når du er omkring 20-årsalderen.
Hvorfor får du visdomstænder?
Visdomstænder er lidt et levn fra fortiden. Dengang levede vi ikke nær så længe som i dag. Samtidig spiste vi en kost, der sled mere på tænderne, og så var vi dårligere til at passe på dem. Derfor sørgede evolutionen for, at vi begyndte at få ekstra tænder omtrent midt i livet, så vi fortsat havde noget at tygge vores mad med.
Hvornår får du visdomstænder?
Som allerede nævnt får vi typisk visdomstænder omkring 20-årsalderen. Nogen får dem, allerede inden de bliver 18, og andre får dem først midt i tyverne. Der er også stor forskel på, hvor generende det er for folk at få visdomstænder. Nogle mærker det stort set ikke. Og andre er simpelthen nødt til at få dem fjernet, når de bryder frem, fordi der opstår problemer i forbindelse med at få dem.
Det er ikke ualmindeligt, at visdomstænder kan være flere år om at bryde frem. Undervejs kan de give forskellige grader af gener, ligesom du i perioder ikke mærker noget til dem.
Hvorfor skal visdomstænder fjernes?
Ifølge Sundhedsstyrelsen får 80 % af danskerne fjernet en eller flere visdomstænder i løbet af deres liv. Det skyldes, at vores kæber er blevet mindre som en del af vores evolution. Samtidig spiser vi en kost i dag, som ikke slider nær så meget på tænderne, ligesom vores tandhygiejne er væsentlig bedre end vores forfædres.
Så dels er der ikke så meget plads til visdomstænderne, og dels er vores andre tænder i munden stadig sunde og raske, når vi begynder at få visdomstænder. Derfor skaber visdomstænderne ofte problemer – både hvis de vokser ud, og hvis de bliver liggende i kæben.
Hvornår skal en visdomstand fjernes?
Problemerne med visdomstænderne opstår enten i forbindelse med at de bryder – eller ikke bryder – frem. Eller opstår senere i livet, uden at vi mærker noget til det, før problemet bliver stort nok.
Typisk vil tandlægen anbefale, at visdomstanden fjernes, hvis:
- Visdomstanden er svær at holde ren, og der ofte opstår hævelse af eller betændelse i tandkødet.
- Der er karies i visdoms- eller nabotanden på grund af en fordybet tandkødslomme mellem dem.
Det kan også være tvingende nødvendigt at fjerne visdomstanden, hvis:
- Visdomstanden ligger i kæben og begynder at skubbe eller genere nabotanden på anden måde.
- Der opstår en cyste – væskefyldt blære – omkring kronen på visdomstanden. Så skal begge fjernes.
Fjernelse af visdomstand – før, under og efter operationen
Er det nødvendigt at fjerne visdomstanden, kan det gøres enten ved at trække den ud ligesom andre tænder. Eller ved en operation. Typisk er det nemmest at fjerne visdomstænderne i overmunden. Disse kan oftest trækkes ud ligesom andre tænder.
Fjernelse af visdomstænder i undermunden er erfaringsmæssigt mere besværligt. De kan også godt trækkes ud på normal vis. Men oftest sidder de så godt fast eller ligger nede i kæbeknoglen, at det er nødvendigt at operere dem ud.
Før operationen
Før operationen tager tandlægen et røntgenbillede eller foretager en 3D-scanning. Derved kan det ses, hvordan tanden og særligt tandroden ligger i kæben.
Ud fra dette vurderes det, om tandlægen selv kan fjerne den enten ved at trække den ud eller operere den. Ser det ud til at være en mere kompliceret proces, henviser tandlægen i stedet til en tandkirurg.
Under operationen
Normalt udføres operationen under lokalbedøvelse. Derfor behøver du ikke møde op fastende. Det betyder, at du vil kunne høre og mærke, at du bliver opereret i munden. Men ikke mærke smerter. Er lydene og bevægelserne en udfordring for dig, kan du bede tandlægen eller -kirurgen om at få en beroligende pille.
Selve operationen foregår ved, at der lægges et snit i tandkødet omkring visdomstanden, så det er muligt at komme ned til kæbebenet. Det er heller ikke ualmindeligt, at visdomstanden bliver delt i flere stykker, for at kunne få den ud.
Når visdomstanden er fjernet, føres tandkødet tilbage på plads og syes med et par sting.
Efter operationen
Du sendes hjem med en vejledning i, hvordan du smertedækker dig mest effektivt. Det er vigtigt, at du er smertedækket med smertestillende de første 3-4 døgn for at undgå smerter. Fortsætter du med at have ondt – eller får du kraftige smerter – bør du altid kontakte tandlægen, tandkirurgen eller alternativt vagttandlægen.
De første par døgn
De første par døgn efter operationen er det vigtigt, at operationssåret får ro. Prøv at begrænse den fysiske aktivitet, og undlad så vidt muligt at tygge maden i den side, hvor du er blevet opereret.
Spis så vidt muligt ikke noget, som kræver for meget tyggeaktivitet – og vent med at spise, til bedøvelsen har fortaget sig helt. Du bør også undgå at ryge, da sugeeffekten fra rygningen kan fjerne det blod fra såret, som er nødvendigt, for at det kan blive lægt. Endelig bør du også undgå alkohol.
Det er ikke ualmindeligt, at der opstår en hævelse, eller at blødningen fortsætter, efter du er kommet hjem. I sådanne tilfælde kan det være nødvendigt at tage en tampon og bide sammen om den, så den trykker på sårkanterne.
De følgende dage
Det er vigtigt at være ekstra grundig med tand- og mundhygiejnen den første og de følgende dage. Fra andendagen og frem til du skal have fjernet stingene i tandkødet, er det en god idé at skylle operationsområdet med 0,12 % klorhexidin som mundskyl. Det kan købes i håndkøb og hæmmer bakterieudviklingen i såret.
Stingene fjernes typisk inden for en uge af den tandlæge eller -kirurg, som har opereret dig.
Koronektomi – et alternativ til fjernelse af hele visdomstanden
Såkaldt koronektomi er et alternativ til at få trukket eller opereret visdomstanden ud. Det betyder på godt dansk "kroneskæring". Her fjernes den del af visdomstanden – kronen – som sidder over tandkødet. Det efterlader roden tilbage i kæben. Det er en løsning, som tandlægen vil anbefale dig, hvis f.eks. nerven ligger tæt på roden af visdomstanden.
Hvad kan du selv gøre for at holde dine visdomstænder rene?
Får du ikke nogen gener af dine visdomstænder, er det en god idé at passe ekstra godt på dem. Så undgår du, at de skal fjernes senere i livet, fordi der opstår kariesangreb i visdoms- eller nabotanden.
Har du svært ved at komme til dine visdomstænder med din almindelige tandbørste, kan du med fordel anskaffe dig en såkaldt solotandbørste. Den har et meget mindre hoved, som nemmere kan komme til omkring visdomstænderne.
Det kan også være en udfordring at komme til med tandtråd omkring visdomstænderne. Her kan et særligt håndtag til tandtråd være løsningen.
Ofte stillede spørgsmål
Hvornår er det normalt at få visdomstænder?
Visdomstænder – også kendt som tredje molarer i tandlægesprog – begynder normalt at bryde igennem tandkødet, når du er mellem 17 og 25 år. Nogle kan dog sagtens få visdomstænder både tidligere eller senere end dette.
Hvad sker der, hvis du ikke fjerner visdomstænder?
Det er ikke altid nødvendigt at fjerne visdomstænderne, hvis de vokser sundt og ikke forårsager problemer. Vokser de forkert, kan de give f.eks. karies, tandkødsbetændelse, infektioner, tand- eller kæbesmerter og tryk på de omkringliggende tænder. I sådan nogle tilfælde kan din tandlæge anbefale at fjerne visdomstænderne.


