Op til 20 % af danskerne skærer tænder, men kun 6 % er bevidste om, at de gør det. Tænderskæren om natten (også kaldet søvnbruxisme) kan være lige så irriterende for dem, du sover sammen med, som hvis du snorker. Samtidig kan det være med til at slide og i værste fald beskadige dine tænder, ligesom du kan få spændingshovedpine, tandsmerter og ubehag i kæbeled og kæbemuskler.
Hvad er en bideskinne?
En bideskinne er en plastskinne, som du sætter på tænderne, når du sover. Skinnen fungerer som et beskyttende og støjdæmpende lag på tænderne. Samtidig er den med til at aflaste tygge- og kæbemusklerne, fordi den reducerer sammenbiddet i dit tandsæt.
Til gengæld fjerner bideskinnen ikke årsagen til, at du skærer tænder. Så du skal ikke regne med, at du holder op med at skære tænder om natten, bare fordi du tager en bideskinne på. Men du forebygger yderligere skader og gener og får oftest også en bedre nattesøvn.
Hvor kan du købe en bideskinne?
Vil du have en bideskinne, som passer 100 % til dine tænder, skal du få den lavet hos tandlægen. Tandlægen starter med at undersøge dit bid og tage mål til bideskinnen, som den så bygges efter. Det foregår enten ved hjælp af en digital scanning af dine tænder, eller ved at du tygger sammen om en støbemasse i en form, som skinnen så støbes efter.
Fordelen ved tandlægens "skræddersyede" skinne er, at den:
- Passer fuldstændigt præcist til dine tænders placering og stilling i munden.
- Afbalanceres, så sammenbiddet passer perfekt i forhold til den modstående kæbehalvdel.
- Er fremstillet i et hårdt materiale, som aflaster kæbeled og muskler bedst muligt.
- Giver den bedst lindrende effekt på din tænderskæren og deraf følgende bivirkninger.
- Er lavet af et holdbart materiale, som kan holde længere og sidder mere præcis.
Skærer du tænder om natten, skal du bruge den hårde bideskinne. Den er væsentlig mere holdbar end den bløde skinne og holder bedre til tænderskæren. De fleste gør dog begge dele – bider hårdt sammen og skærer tænder, mens de sover.
Hvad koster en bideskinne?
Køber du bideskinner i håndkøb, skal de typisk udskiftes cirka hver 6. måned – både af hygiejniske hensyn, og fordi skinnen bliver slidt med tiden.
Vælger du at få skræddersyet en bideskinne hos tandlægen, koster en bideskinne fra 1.200 til 2.500 kroner. Til gengæld får du så en bideskinne, som kan holde i rigtig mange år. Vælger du at købe en bideskinne i håndkøb, løber den årlige udgift op i fra 250 til 500 kroner alt efter mærke.
Hvordan renser du din bideskinne?
Det er vigtigt, at du renser din bideskinne grundigt hver dag. Både om morgenen, når du tager den ud og om aftenen, inden du tager den på. Derved undgår du, at der ophober sig bakterier og skidt, som kan beskadige tænderne.
Den bedste måde at rense den på, er ved at:
- Skylle den under rindende vand, umiddelbart efter du tager den ud af munden.
- Børste bideskinnen med en separat tandbørste UDEN tandpasta.
- Lægge bideskinnen på en ren, flad overflade, så den kan tørre fuldstændigt i 15-30 minutter.
- Lægge den tørre skinne i den tilhørende opbevaringsboks, og opbevar den i soveværelset.
- Rengøre opbevaringsboksen regelmæssigt med opvaskemiddel, så bideskinnen altid er ren.
Det er vigtigt, at du aldrig bruger tandpasta til at rengøre din bideskinne. Tandpastaen kan indeholde slibemiddel, som er med til at øge sliddet på bideskinnen.
Minimum en gang om måneden bør du give din bideskinne en ekstra grundig rengøring. Det nemmeste er at købe en såkaldt proteserens i håndkøb og lægge en rensetablet i vandet. Bemærk: Du må aldrig lade bideskinnen ligge mere end en time i disse væsker. Undgå også væsker, som indeholder alkohol.
Kan du sluge din bideskinne?
Er du bange for, om du kommer til at sluge din bideskinne om natten, kan du være helt rolig. Har du købt en tilpasset bideskinne hos tandlægen, skal den "klikkes" på plads på tænderne og "klikkes af" igen med fingrene om morgenen. Har du købt en bideskinne i håndkøb, er den alt for stor til, at den kan komme ned i halsen.
Hvordan ved du, om du har behov for en bideskinne?
Oftest opdager du, at du skærer tænder om natten, fordi din partner klager over det. Du kan også opdage det ved, at du:
- Tit vågner med spændingshovedpine om morgenen.
- Vågner med ondt i tænder eller kæbemuskulatur.
- Synes, du har sovet dårligt eller været vågen tit.
- Ikke føler dig frisk og udhvilet, når du vågner.
Oplever du en eller flere af overstående gener, bør du altid konsultere din tandlæge omkring problemet.
Hvad kan jeg selv gøre for ikke at skære tænder?
En dansk undersøgelse fra Aarhus Universitet har vist, at det er hjernen, der sætter kæbemusklerne til at skære tænder eller bide hårdt sammen. Heldigvis holder de fleste børn og unge op med at skære tænder af sig selv – og det gør de fleste voksne også.
Resten kan oftest behandles med en eller anden form for terapi, som afhænger af årsagen. F.eks. har mange glæde af hypnoterapi eller samtaler med en psykolog, hvis der ligger mere dybdegående psykiske problemstillinger bag. Andre slipper af med deres tandskæren ved at få styr på deres stress. Og andre igen kan komme problemet til livs ved at bruge nogle stræk- og afslapningsøvelser, som får kæbemusklerne til at slappe af.
Hvorfor skærer du tænder?
Stress, angst og depression er de hyppigste årsager til, at folk skærer tænder. Derudover skærer mange med åndedrætsproblemer eller søvnapnø også tit tænder, ligesom indtagelse af medicin, alkohol og stoffer kan fremme bruxisme. Du har også større risiko for at skære tænder, hvis du f.eks. mangler en tand eller har en tand, som sidder forkert i munden.
Ofte stillede spørgsmål
Hvad koster det at få lavet en bideskinne hos tandlægen?
Typisk ligger prisen på en bideskinne fra mellem 2.000-5.000 kr. alt efter type og materialevalg på bideskinnen. Det bedste er at kontakte din tandlæge eller tandplejer og få et konkret tilbud.
Hvad hjælper bideskinne med?
En bideskinne forebygger yderligere skader ved at skære tænder (bruxisme) eller kan reducere de skadelige virkninger af en dårlig vane med at tygge tænderne hårdt sammen (tandpres). Bideskinner anvendes typisk om natten og kan ud over fysiske skader på tænderne også være med til at reducere ømhed i kæbe og kæbemuskler.


