top of page

Bideskinner – til dig, som skærer tænder om natten

Opdateret: 17. maj 2023

Bideskinner er løsningen, hvis du tit skærer tænder i søvne. Det er nemlig ødelæggende for tænderne og kan være til stor irritation for din partner. Men bideskinnen fjerner ikke årsagen til, at du skærer tænder. Den afhjælper kun belastningen på dine tænder og dine kæbemuskler. Læs med her, og få alt at vide om bideskinner, og hvad du kan gøre, hvis du skærer tænder.


Bideskinner – til dig, som skærer tænder om natten
Bideskinner – til dig, som skærer tænder om natten

Op til 20 % af danskerne skærer tænder, men kun 6 % er bevidste om, at de gør det. Det viser en undersøgelse, som Tandlægeforeningen har delt i en præsentation på nettet. Undersøgelsen viser også, at der ikke er nogen kønsforskelle på, hvem der skærer tænder.


Tænderskæren om natten (også kaldet søvnbruxisme) kan være lige så irriterende for dem, du sover sammen med, som hvis du snorker. Samtidig kan det være med til at slide og i værste fald beskadige dine tænder, ligesom du kan få spændingshovedpine, tandsmerter og ubehag i kæbeled og kæbemuskler.


En af de mest effektive måder at afhjælpe de gener, der opstår, når du skærer tænder på er ved at anskaffe en bideskinne.


Hvad er en bideskinne?


En bideskinne er en plastskinne, som du sætter på tænderne, når du sover.


Skinnen fungerer som et beskyttende og støjdæmpende lag på tænderne. Samtidig er den med til at aflaste tygge- og kæbemusklerne, fordi den reducerer sammenbiddet i dit tandsæt.


Til gengæld fjerner bideskinnen ikke årsagen til, at du skærer tænder. Så du skal ikke regne med, at du holder op med at skære tænder om natten, bare fordi du tager en bideskinne på. Men du forebygger yderligere skader og gener og får oftest også en bedre nattesøvn.


Hvor kan du købe en bideskinne?


Vil du have en bideskinne, som passer 100 % til dine tænder, skal du få den lavet hos tandlægen.


Tandlægen starter med at undersøge dit bid og tage mål til bideskinnen, som den så bygges efter. Det foregår enten ved hjælp af en digital scanning af dine tænder, eller ved at du tygger sammen om en støbemasse i en form, som skinnen så støbes efter.


Fordelen ved tandlægens ”skræddersyede” skinne er, at den:

  • Passer fuldstændigt præcist til dine tænders placering og stilling i munden.

  • Afbalanceres, så sammenbiddet passer perfekt i forhold til den modstående kæbehalvdel.

  • Er fremstillet i et hårdt materiale, som aflaster kæbeled og muskler bedst muligt.

  • Giver den bedst lindrende effekt på din tænderskæren og deraf følgende bivirkninger.

  • Er lavet af et holdbart materiale, som kan holde længere og sidder mere præcis.

Skærer du tænder om natten, skal du bruge den hårde bideskinne. Den er væsentlig mere holdbar end den bløde skinne og holder bedre til tænderskæren, fordi overfladen i sammenbiddet er glat.


Den bløde bideskinne er primært beregnet til dem, som har gener af at bide tænderne hårdt sammen, mens de sover. Så hvis du kun bider tænderne hårdt sammen, er den en glimrende løsning.


De fleste gør dog begge dele. Altså bider både hårdt sammen og skærer tænder, mens de sover. Hører du til dem, skal du formentlig bruge den hårde bideskinne.


Hvad koster en bideskinne?


Køber du bideskinner i håndkøb, skal de typisk udskiftes cirka hver 6. måned – både af hygiejniske hensyn, og fordi skinnen bliver slidt med tiden. Det kan også være, du skal skifte skinnen oftere. Det afhænger af, hvor meget du skærer tænder, og hvor god du er til at rengøre og vedligeholde den.


Vælger du at få skræddersyet en bideskinne hos tandlægen, koster en bideskinne fra 1.200 til 2.500 kroner. Til gengæld får du så en bideskinne, som kan holde i rigtig mange år.


Vælger du at købe en bideskinne i håndkøb, som du selv kan tilpasse, løber den årlige udgift til bideskinner op i fra 250 til 500 kroner alt efter mærke, og hvor du køber skinnen.


Men her skal du ikke forvente samme gode pasform, komfort og holdbarhed, som de bideskinner du får lavet hos tandlægen.


Hvordan renser du din bideskinne?


Det er vigtigt, at du renser din bideskinne grundigt hver dag. Både om morgenen, når du tager den ud og om aftenen, inden du tager den på. Derved undgår du, at der ophober sig bakterier og skidt, som kan beskadige tænderne.


Den bedste måde at rense den på, er ved at:

  • Skylle den under rindende vand, umiddelbart efter du tager den ud af munden.

  • Børste bideskinnen med en separat tandbørste UDEN tandpasta.

  • Lægge bideskinnen på en ren, flad overflade, så den kan tørre fuldstændigt i 15-30 minutter.

  • Lægge den tørre skinne i den tilhørende opbevaringsboks, og opbevar den i soveværelset.

  • Rengør opbevaringsboksen regelmæssigt med opvaskemiddel, så bideskinnen altid er ren.

Det er vigtigt, at du aldrig bruger tandpasta til at rengøre din bideskinne. Tandpastaen kan indeholde slibemiddel, som er med til at øge sliddet på bideskinnen.


Vil du gerne bruge noget til at rengøre bideskinnen med, så anskaf en separat tandbørste, og brug en smule flydende opvaskemiddel til formålet.


Det er også vigtigt, at du opbevarer bideskinnen i et tørt rum. Mange lægger den i badeværelset, men her kan fugten over tid få bideskinne til at vride sig, så den ikke sidder nær så godt i munden. Derfor bør du lægge den i soveværelset, når du har rengjort den.


Minimum en gang om måneden bør du give din bideskinne en ekstra grundig rengøring.


Det nemmeste er at købe en såkaldt proteserens i håndkøb og så lægge bideskinnen i et glas vand eller en skål og lægge en rensetablet i vandet. Alternativt kan du bruge eddike og brintoverilte.


Bemærk: Du må aldrig lade bideskinnen ligge mere end en time i nogle af disse væsker. Sker det, kan det beskadige det materiale, skinnen er lavet af. Undgå også væsker, som indeholder alkohol. Det kan også skade bideskinnen.


Kan du sluge din bideskinne?


Er du bange for, om du kommer til at sluge din bideskinne om natten, kan du være helt rolig. Har du købt en tilpasset bideskinne hos tandlægen, skal den ”klikkes” på plads på tænderne. Og ”klikkes af” igen med fingrene om morgenen. Derfor bør den ikke kunne gå løs i løbet af natten.


Har du købt en bideskinne i håndkøb, kan det dog godt lykkes dig at rive bideskinnen af i løbet af natten på grund af den mindre gode pasform. Men heldigvis er den alt for stor til, at den kan komme ned i halsen.


Hvordan ved du, om du har behov for en bideskinne?


Hvorvidt du har behov for bideskinne eller ej, afhænger af, om du oplever nogle af de typiske symptomer på tænderskæren.


Oftest opdager du, at du skærer tænder om natten, fordi din partner klager over det.


Du kan også opdage det ved, at du:

  • Tit vågner med spændingshovedpine om morgenen.

  • Vågner med ondt i tænder eller kæbemuskulatur.

  • Synes, du har sovet dårligt eller været vågen tit.

  • Ikke føler dig frisk og udhvilet, når du vågner.

Endelig opdager nogen det, fordi de har fået kortere tænder på grund af slid. Eller får isninger i tænderne, fordi emaljen er blevet så tyndslidt af tænderskæren, at tandbenet (dentinen) er blevet blotlagt.


Det sker også, at du opdager det, fordi der er opstået kosmetiske tandproblemer. Det betyder dog oftest også, at du har skåret tænder i mange år, uden at det er blevet opdaget.


Oplever du en eller flere af overstående gener, bør du altid konsultere din tandlæge omkring problemet.


Tit er det faktisk din tandlæge, som opdager, at du skærer tænder og derfor anbefaler, at du bruger bideskinne om natten.


Hvad kan jeg selv gøre for ikke at skære tænder?


Vil du undgå at skulle sove med bideskinne om natten – og de negative følger, tandskæren har på dine tænder – er du nødt til at finde ud af, hvorfor du skærer tænder?


Mange tror nemlig, at de ikke kan holde op med at skære tænder, hvis de først er begyndt på det. Men det er en myte. For en dansk undersøgelse fra Aarhus Universitet har vist, at det er hjernen, der sætter kæbemusklerne til at skære tænder eller bide hårdt sammen.


Heldigvis holder de fleste børn og unge op med at skære tænder af sig selv – og det gør de fleste voksne også.


Resten kan oftest behandles med en eller anden form for terapi, som afhænger af årsagen til, hvorfor du skærer tænder.


F.eks. har mange glæde af hypnoterapi eller samtaler med en psykolog, hvis der ligger mere dybdegående psykiske problemstillinger bag. Andre slipper af med deres tandskæren ved at få styr på deres stress. Og andre igen kan komme problemet til livs ved at bruge nogle stræk- og afslapningsøvelser, som får kæbemusklerne til at slappe af.


Hvorfor skærer du tænder?


Stress, angst og depression er de hyppigste årsager til, at folk skærer tænder. Det behøver ikke at være af nyere dato, men kan sagtens ligge mange år tilbage i tiden.


Således har danske tandlæger oplevet, at folk som er gået konkurs med et firma for mere end 10 år siden, bliver ved med at skære tænder – simpelthen fordi det er blevet en vane.


Derudover skærer mange med åndedrætsproblemer eller søvnapnø også tit tænder, ligesom indtagelse af medicin, alkohol og stoffer kan fremme bruxisme. Du har også større risiko for at skære tænder, hvis du f.eks. mangler en tand eller har en tand, som sidder forkert i munden.


Så er du blevet bevidst om – eller har mistanke til – at du skærer tænder, kan du med fordel tage en snak med din tandlæge, som så kan hjælpe med at anvise en behandlingsform, som fjerner årsagen til det. Samt støbe en skræddersyet bideskinne, som forebygger yderligere skader på tænderne, afhjælper generne og øger muligheden for at vågne udhvilet op hver morgen.


Ofte stillede spørgsmål


Hvad koster det at få lavet en bideskinne hos tandlægen?

Typisk ligger prisen på en bideskinne fra mellem 2.000-5.000 kr. alt efter type og materialevalg på bideskinnen. Det bedste er at kontakte din tandlæge eller tandplejer og få et konkret tilbud. Der kan give dig en hel præcis idé om, hvad du kan forvente at betale for en bideskinne til netop dit behov.

Hvad hjælper bideskinne med?


Tandpleje, der føles som self-care.

Giv din tandplejerutine et boost og se flotte resultater.

header-iphone-mockups-2 zusanna.png
bottom of page