Alle har dårlig ånde fra tid til anden. Den dårlige lugt skyldes typisk svovlforbindelser, som udskilles af bakterier i munden, på tungen og mellem tænderne, når de nedbryder madrester. Derfor er god og regelmæssig mundhygiejne det bedste værn mod dårlig ånde. Læs med her, og find ud af, hvad du kan gøre for at reducere risikoen for at få dårlig ånde.
Du har helt sikkert prøvet det.
At vågne om morgenen med følelsen af at have en ånde, som er i stand til at dræbe.
Du har helt sikkert også prøvet at være flov over den dårlige ånde, når folk udviste ubehag, fordi du åndede på dem.
Men desværre er det nemt at få dårlig ånde – særligt om morgenen.
Den gode nyhed er, at det også er let at gøre noget for at forebygge den dårlige ånde.
Hvorfor har jeg dårlig ånde?
Men hvad skyldes dårlig ånde egentlig?
Dårlig ånde opstår, når bakterierne i munden nedbryder proteinerne i de madrester, som befinder sig i munden, på tungen og mellem tænderne. Og er der ingen madrester i munden, kaster bakterierne sig i stedet over de døde celler, som sidder på slimhinderne og de proteiner, som er i vores spyt.
Det udvikler en række svovlholdige gasser, som er det, der giver den dårlige ånde.
Svovlforbindelserne bliver i nogen grad vasket væk af mundvandet, det vi spiser, og det vi drikker i løbet af dagen. Det er derfor, du nogle gange får dårlig ånde, hvis du ikke har spist eller drukket længe.
Hvorfor har jeg dårlig morgenånde?
Årsagen til, at du har speciel stor risiko for at have dårlig morgenånde, skyldes, at alle de svovlforbindelser, som bakterierne udvikler i løbet af natten, ikke skylles væk.
For vi spiser og drikker sjældent noget i løbet af natten. Og udvikler ikke særlig meget mundvand til at fjerne svovlforbindelserne.
Det er derfor de fleste af os har ekstra dårlig ånde om morgenen.
Hvor gemmer bakterierne sig?
Bakterierne er særligt glade for at opholde sig i belægninger på tænderne samt i folder og lommer rundt om i mundhulen.
Der sidder også rigtig mange bakterier i de småbitte hulrum, som befinder sig på overfladen af tungen. Og er der rigtig mange af dem, kan du se det som en hvid belægning på tungen.
Det er denne bakterievækst, som du skal holde nede, hvis du vil undgå dårlig ånde.
Samtidig findes der en række andre årsager til dårlig ånde. Dem kan du læse mere om senere i artiklen.
Hvad hjælper på dårlig ånde?
Den mest effektive forebyggelse mod dårlig ånde er at børste tænderne, bruge tandtråd og også huske at rengøre tungen. For er mundhygiejnen i top, er risikoen for at få dårlig ånde mange gange lavere.
Derudover har du også en række andre muligheder for at gøre noget effektivt ved din dårlige ånde.
Lad os gennemgå de mest effektive måder at holde den dårlige ånde i skak:
Børst tænder to gange om dagen
Du har sikkert prøvet at glemme tandbørsten en morgen, hvor du skulle hurtigt ud ad døren. Eller om aftenen, fordi du faldt i søvn, før du fik børstet tænder.
Det opdager du hurtigt – og netop den dårlige ånde er oftest det, som minder dig om forglemmelsen.
Børster du tænder minimum morgen og aften, har du en meget lavere risiko for at få dårlig ånde.
Og dukker den dårlige ånde op efter frokost, kan du overveje at give tænderne en ekstra tur med tandbørsten midt på dagen.
Brug tandtråd en til to gange om dagen
Har du gamle madrester eller andre proteinrige sager siddende mellem tænderne, får bakterierne nemt ved at holde en ildelugtende fest i dem.
Derfor er det vigtigt, at du minimum en gang om dagen – og allerhelst to – bruger tandtråd til at få fjernet det, som du har siddende mellem tænderne.
Så gør det til en vane at bruge tandtråd, før du børster tænder morgen og aften. Så har du forbedret forsvaret mod dårlig ånde betydeligt. Og får meget renere tænder og en ekstra frisk mund.
Brug en mellemrumsbørste ved akut behov
Så snart der sidder noget mellem tænderne, kaster bakterierne sig over det. Derfor er det en god idé at bevæbne dig med en mellemrumsbørste – også kaldet interdentalbørste – til at fjerne det med.
Så kan du hurtigt få fjernet madrester og andre ting mellem tænderne, lige så snart de sætter sig.
På den måde kan du løbende reducere risikoen for både dårlig ånde, huller i tænderne, tandkødsbetændelse og andre tandproblemer hen over dagen.
Husk også at holde tungen ren
Vi er ikke så gode til at holde tungen ren for belægninger og fjerne de bakterier, som har sat sig i de små huller i tungens overflade.
Det skyldes ikke en bevidst forglemmelse. Nej, de fleste af os ved ikke, at det er nødvendigt.
Derfor er det en god idé at bruge en såkaldt tungeskraber, hvis du lider meget af belægninger på tungen.
Bruger du den minimum en gang om dagen, har du effektivt mindsket en af de oftest oversete årsager til dårlig ånde.
Brug produkter med zink til at binde svovlforbindelserne
Netop zink er godt til at binde de svovlforbindelser, som bakterierne skaber, når de fortærer de madrester, døde celler og så videre, som de lever af i mundhulen.
Ud over mundskyllevæske finder du også svovlbindende zink i en række tandpastaprodukter. Samt i særlige sugetabletter, som kan hjælpe med at bekæmpe dårlig ånde.
Drik masser af vand
En anden effektiv måde til løbende at fjerne svovlforbindelserne i mundhulen er ved at drikke væske – og helst vand. For rent vand tilføjer ikke mere næring til bakterierne.
Du kan også bruge sukkerfrit tyggegummi til at holde gang i spytproduktionen. Det er også med til at rense munden.
Endelig kan du bruge en foromtalte sukkerfri sugetablet eller en sukkerfri pastil til at sætte gang i mundvandet.
Spis 5 måltider i stedet for 3
Mange har en tendens til at få dårlig ånde, hvis der går for lang tid mellem, at de spiser noget.
Derfor kan det være en god idé at spise et mindre måltid mellem hovedmåltiderne. Så du i stedet for 3 store måltider hen over dagen spiser 3 lidt større og 2 lidt mindre måltider mellem hovedmåltiderne i form af en sund snack. Det er også med til at holde forbrændingen oppe, så du får fordøjet maden bedre.
Undgå rygning, kaffe og krydret mad
Det er også en god idé at undgå eller reducere de ting, som er med til at fremme dårlig ånde.
F.eks. rygning og mad- og drikkevarer som f.eks.:
Fisk fra dåse – f.eks. fede fisk som makrel og tun – indeholder fedt, som giver en harsk lugt, når det nedbrydes af bakterierne i munden.
Ost – indeholder aminosyrer, som giver en lugt af rådne æg, når de nedbrydes af bakterierne i munden.
Andre mælkeprodukter og fede madvarer af samme grunde som angivet ovenfor.
Krydderier og andre stærke ingredienser, som har en kraftig lugt.
Hvidløg og andre løg indeholder svovlgasser, som bliver i munden længe efter, du har spist dem.
Alkohol udtørrer munden, så du ikke får vasket bakterierne væk, og efterlader en masse proteinrester, som bakterierne kan nedbryde.
Kaffe reducerer spytproduktionen, så du ikke får vasket bakterieproduktionen væk, efterhånden som den opstår.
Andre årsager til dårlig ånde
Der findes også en række andre årsager til dårlig ånde. Eller andre steder, hvor bakterierne kan hobe sig op og give dårlig ånde. Heraf flere, som du bør få undersøgt, hvis du ikke kan fjerne den dårlige ånde med de tips, du har fået ovenfor.
Dårlige ånde fra tænder og tandkød
Dårlig ånde kan også stamme fra bakterieophobninger i huller i tænderne.
Eller hvis du er ved at udvikle eller har tandkødsbetændelse.
Så kan du ikke umiddelbart få den dårlige ånde til at forsvinde med de midler, vi har gennemgået, kan det være en god idé at få foretaget et tandlægetjek.
Så kan du få gjort noget ved de eventuelle problemer, inden de udvikler sig til tandpine eller parodontitis.
Dårlig ånde fra halsen
Udtørrede slimhinder i halsen kan også give dårlig ånde. For når slimhinderne tørrer ud, er der flere celler, som dør. Dem kan bakterierne så kaste sig over.
Har du såkaldte mandelpropper, kan de også give dårlig ånde. Mandelpropperne er klumper af bakterier og organiske materialer, som samler sig i huller i mandlerne.
Kommer propperne ikke ud af sig selv, kan du få dem skyllet ud hos en øre-næse-hals-læge.
Derudover kan lidelser som kronisk bihulebetændelse og almindelig halsbetændelse også give dårlig ånde.
Dårlig ånde fra maven
I en travl hverdag har mange af os hang til en hurtig snack i form af f.eks. en chokoladebar eller andre forarbejdede fødevarer med højt sukkerindhold, som vi spiser mellem måltiderne. Særligt sidst på arbejdsdagen, hvor de fysiske og mentale kræfter er ved at slippe op.
Det kan gøre maven stresset og give dig en skarp og ubehagelig ånde – særligt hvis du har spist hurtigt, og ikke har tygget snacken særlig grundigt.
Irritabel tyktarm og mavekatar kan også give dårlig ånde i de perioder, hvor du oplever øgede gener af sygdommen. Det samme kan sjældne tilfælde af udposninger på spiserøret eller bronkierne.
Endelig har sukkersyge en tendens til at give folk dårlig ånde.
Så hvis du bliver ved med at få dårlige ånde, lige meget hvad du gør for at forebygge det, bør du få lægen til at undersøge, om du lider af nogle af disse sygdomme.
Dårlige ånde på grund af tør mund
Bliver du tit tør i munden, eller lider du af nedsat spytproduktion, kan det også give dårlig ånde.
Det kan forebygges ved at drikke væske mere regelmæssigt eller skylle munden med vand. Alternativt kan du tygge sukkerfrit tyggegummi. Eller spise sukkerfri pastiller, som øger produktionen af spyt i munden.
Ofte stillede spørgsmål
Hvad er dårlig ånde et tegn på?
Oftest skyldes dårlig ånde dårlig mundhygiejne herunder karies, tandkødsbetændelse og større belægninger af tandsten. Eller at du har spist f.eks. hvidløg eller andre kraftigt lugtende mad- eller drikkevarer. Men det kan også skyldes infektioner i halsen, bihulerne eller luftvejene samt diabetes, problemer med fordøjelsen, irriteret tyktarm, mavekatar eller Sjøgrens sygdom. Lider du af vedvarende problemer med dårlig ånde uden at kunne finde årsagen selv, bør du altid sørge for at blive udredt af tandlægen eller egen læge.